Everton blander sig i toppen efter målfest

Lejesvenden fra Chelsea, Romelu Lukaku, nettede efter et smukt udført kontraangreb i samarbejde med sin belgiske landsmand Kevin Mirallas.

Newcastles manager Alan Pardew havde før kampen spået muligheder for gæsterne, hvis de kunne fange Everton langt fremme på banen. Skæbnens ironi ville, at Everton lynhurtigt straffede et nyttesløst Newcastle-angreb.

Romelu Lukaku var også involveret i Evertons næste mål, der blev sat ind efter 25 minutter. Belgieren fandt fremstormende Ross Barkely med en sukkeraflevering i dybden, der på brutal vis fangede et uorganiseret Newcastle-forsvar. Barkely gjorde arbejdet færdigt og scorede.

Så kunne Evertons manager Roberto Martinez ellers læne sig tilbage og nyde forestillingen. Spanieren har taget over efter David Moyes op til denne sæson, og han er godt i gang med at sende Everton op i tabellen på en skønsom blanding af flydende angrebsspil og kynisk forsvarsspil.

Alan Pardew lignede derimod en mand klar til en tur på pub efter gravøl, da Romelu Lukaku øgede til 3-0. En fuld fortjent pausestilling til et bidsk hjemmehold som til fulde udnyttede et kollapset Newcastle-mandskab.

Gæsterne reagerede prompte med to udskiftninger i pausen for at gøre noget ved den patetiske indsats. Det gav indledningsvist pote, men det krævede en flot individuel præstation fra franske Cabaye, som fra kanten af feltet følte bolden over i det lange hjørne uden chance for Tim Howard i målet.

Herefter bølgede kampen lidt frem og tilbage, men til trods for at Newcastle fik scoret igen, så var det for sent - de faldt efter en skrækkelig første halvleg.

Med sejren rykker Everton op på fjerdepladsen i Premier League og er fortsat det eneste ubesejrede hold i rækken.

Newcastle indkasserede det tredje nederlag i seks kampe og er sovset gevaldigt ind i nedrykningsstriden.

Dagens Gossip