Everton og West Bromwich holder hinanden i bundstriden

Både Everton og West Bromwich Albion hænger godt fast i nedrykningskampen i Premier League, efter at holdene mandag aften spillede 0-0.

Evertons værter har med det uafgjorte resultat fire point ned til en nedrykningsplads, mens West Bromwich Albion kun har tre point ned til Hull, som akkurat er under nedrykningsstregen.

Kort før pausen havde Kevin Mirallas en gylden chance for at bringe Everton foran, men belgierens straffesparkforsøg var skidt. Bolden tog ydersiden af stolpen, og det endte med et målspark.

Meget skidt af Kevin Mirallas, som kort forinden havde taget bolden fra sin holdkammerat Leighton Baines, der ellers normalt tager straffespark for Everton. Baines kunne med rette rase over sin holdkammerat.

I pausen foretog Everton-manager Roberto Martinez en enkelt udskiftning. Kevin Mirallas blev i noget, som kunne ligne en straffeaktion, taget ud og erstattet af den tidligere FC København-spiller Bryan Oviedo.

Everton og Oviedo gik mest efter sejren i anden halvleg, men kvaliteten manglede i offensiven hos hjemmeholdet. Gæsterne var meget passive i hele opgøret og virkede ganske tilfredse med 0-0.

/ritzau/

Dagens Gossip