Everton skal vælge mellem danske landsholdsmålmænd

Liverpool-klubben har sendt spejdere til Danmark for at se på U/18-landsholdets to målmænd, Jeppe Højbjerg fra Esbjerg og Thomas Hagelskjær fra AGF. Begge målmænd var tidligere på sæsonen på prøveophold i netop Everton, og englænderne kunne lide hvad de så. Derfor er de på plads mod serberne for at vurdere, hvilken af de to keepere, de skal vælge at satse på. 

U/18-landsholdet spiller første gang mod Serbien i aften i Næstved, men allerede torsdag spiller de to mandskaber igen. Denne gang i Køge. Everton vil være på plads til begge kampe, hvor Jeppe Højbjerg efter alt at dømme spiller den ene, mens Thomas Hagelskjær får fuld tid i den anden.

Herefter vil Everton have en bedre mulighed for at vurdere, hvilken af de to unge danskere, der står stærkest i billedet.

Sporten.dk har været i kontakt med både Jeppe Højbjergs agent, Michael Stensgaard, og Thomas Hagelskjærs ditto, Ivan Marko Benes, men ingen af dem ønsker at kommentere på dialogen med Everton.    

Dagens Gossip