Evigt uheldig Bayern-stjerne er skadet igen

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Bayern München-spilleren Holger Badstuber er uheldig langt over gennemsnittet.

Mod slutningen af første halvleg af lørdagens kamp mod Stuttgart humpede han af banen med en muskelskade.

Søndag har undersøgelser vist, at 25-årige Badstuber har revet nogle muskler over i en grad, så en operation er nødvendig.

- Badstubers skade skal opereres. Dermed er han igen ude i længere tid, skriver klubben på sin hjemmeside.

Holger Badstuber, som har spillet 30 landskampe og var med både ved VM i 2010 og EM i 2012, havde ellers lige spillet sig ind i træner Pep Guardiolas startopstilling efter en skadespause på 20 måneder efter et par korsbåndsskader.

- Selvfølgelig er jeg meget skuffet lige nu. Heldigvis ved jeg, hvordan man klarer sig i sådan en situation. Jeg vender tilbage og kommer videre fra, hvor jeg havde kæmpet mig op til efter min lange pause. Jeg giver ikke op, siger han selv til Bayern Münchens hjemmeside.

Lørdagens sejr på 2-0 over Stuttgart var Holger Badstubers kun tredje ligakamp efter den seneste skadespause.

/ritzau/