Evigt uheldig Pytlick-profil skadet igen

Landsholdsplaymaker Lærke Møller fik i sidste træningspas før søndagens VM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet i Ankara revet en finger af led. Problemerne tårner sig op for kvindelandsholdet forud søndagens VM-kvalifikations-kamp mod Tyrkiet i Ankara.

Under den afsluttende træning fik evigt uheldige Lærke Møller en finger revet af led og kom herefter ikke til at spille mere.

- Jeg venter til søndag med at udtage det endelige hold. For kan Lærke Møller spille? Jeg både håber og tror det. Men vil godt lige se tiden an, siger Jan Pytlick, der i kampen skal bruge 16 af de 17 spillere, han fredag drog sydpå med. Også på målvogter-positionen er der problemer. 

Da Danmark i fjor blev nummer fem ved EM delte Sandra Toft og Cecilie Greve spilletiden mellem sig.

Men da begge er ude med henholdsvis knæ- og fodskader, har Jan Pytlick til kampen mod Tyrkiet været nødsaget til i stedet at satse på Rikke Poulsen og Søs Søby.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, at vi må undvære Sandra og Cecilie. Men reserverne er stærke, og jeg er sikker på, at de står distancen, siger Jan Pytlick, der ikke desto mindre er optimist.

- Det går ikke galt mod Tyrkiet. De har i Yeliz Özel en verdensklassespiller. Men vores hold er langt mere rutineret end deres, siger Jan Pytlick.

Danmark mødte Tyrkiet i to playoff-kampe for fem år siden forud EM 2008.

Dengang vandt blev det i udekampen til nederlag på 24-25, mens man i returkampen hev en kneben to-måls-sejr i hus.

- Vi er blevet stærkere end dengang, og går efter at vinde begge kampe, siger Jan Pytlick.

Landsholdets tidligere playmaker Christina Krogshede husker udmærket kampene mod Tyrkiet.

- Vi undervurderede dem. Derfor fik vi problemer. Lader spillerne på det nuværende landshold være med at gentage den fejltagelse, bliver billetten til VM indløst problemfrit, siger Christina Krogshede og tilføjer:

- I slutrunde-sammenhæng er Tyrkiet urutineret. Men de elsker håndbold. Den stemning tilskuerne skabte var meget Balkan-agtig, og virkede på nogle af os spillere en smule skræmmende.

I Dansk Håndbold Forbund ser man ifølge generalsekretær Morten Stig Christensen frem til kampen.

- Det er altid sjovt at spille ’knald eller fald-kampe som disse. Vi går 100 procent efter sejr. Målet for det nuværende landshold er, at det topper ved VM på hjemmebane i 2015 og et halvt år efter ved OL i Rio de Janeiro. Men den erfaring spillerne kan få ved hver slutrunde op til er vigtig. Derfor må det heller ikke kikse mod Tyrkiet, siger Morten Stig Christensen.

Returkampen spilles i Aarhus på lørdag.

Dagens Gossip

Dagens TV