Evra efter CL-kvartfinale: Det var grimt men effektivt

Skrevet af admin

23/04/2015

Mest læste i dag

For første gang i 12 år er Juventus med, når der spilles semifinaler i Champions League. Det står klart, efter at de italienske mestre onsdag aften spillede 0-0 på udebane mod Monaco.

Opskriften på det italienske avancement er ganske enkel, mener klubbens franske forsvarsspiller, Patrice Evra.

- Vi gik videre i bedste italienske stil. Det var grimt, men solidt og effektivt, siger han.

Med en 1-0-sejr i baghånden fra den første kamp i Torino var den kedelige nulløsning nok for Juventus.

- Det var en vigtig kamp i aften. Nogle spillere var under et enormt pres, fordi vi var favoritter, og det var 12 år siden, vi sidst var i en semifinale, siger Evra, der selv spillede for Monaco fra 2002 til 2006.

Monaco kunne med et enkelt mål have sendt kampen i forlænget spilletid, og holdet, der ligger nummer tre i den franske liga, indtog da også hovedsageligt en angrebsposition, mens Juventus på klassisk italiensk vis forsvarede sig fra egne rækker.

Det gav dog også muligheder for Juventus-omstillinger, men her var italienerne ikke skarpe nok, da de afgørende afleveringer skulle slås.

Juventus er det første italienske hold, der når Champions League-semifinalen siden 2010, og der venter hård modstand, uanset hvilket hold klubben trækker.

Modstanderen hedder enten Bayern München, Real Madrid eller Barcelona.

/ritzau/Reuters