Exitprognose udpeger Venstre som kommunalvalgets vinder

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Hvis de såkaldte exitprognoser for kommunalvalget holder stik, så vågner danskerne op til et mere blåt danmarkskort onsdag.

Ifølge DR Nyheder og Epinions seneste exitprognose for det samlede resultat for de 98 kommuner går Socialdemokraterne kraftigt tilbage, mens Venstre tegner til at blive Danmarks største kommunalpolitiske parti for første gang siden Anden Verdenskrig.

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby vil dog ikke tage glæderne på forskud.

- Det er en exitpoll, der er lavet over en time, før valgstederne lukker. Det er kun valgresultatet, der tæller, men hvis det står til troende, så er jeg da rigtig glad for det, fordi det er en flot fremgang til Venstres lokale kandidater, siger hun og tilføjer:

- Og forhåbentlig betyder det så også flere borgmesterposter til Venstre rundt omkring i landet, så jeg håber i høj grad på, at det her holder.

Socialdemokraterne står til blot 25,3 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang i forhold til de 30,7 procent af stemmerne, som partiet fik for fire år siden.

Venstre ligger til en fremgang på knap to procentpoint og står med 27 procent af stemmerne til at overtage Socialdemokraternes plads som det største parti på kommunalt plan.

Prognosen bygger på svar fra 970 respondenter frem til tirsdag klokken 19.30 og har en maksimal statistisk usikkerhed på 3,1 procent.

Forskellen til Socialdemokraterne er altså inden for den statistiske usikkerhed i målingen, og der er dermed lagt op til en valggyser, når stemmerne tælles op tirsdag aften, efter at valgstederne lukkede klokken 20.

- Bliver det her landsresultatet, er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Men det her valg kan blive meget, meget tæt, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke.

Faldet, som exitprognosen forudsiger, kan skyldes den økonomiske krise, mener han.

- Vi har i regeringen og kommunerne taget ansvaret for at komme sikkert igennem krisen, vi har smøget ærmerne op og gjort, hvad der skal til, og det kan man ikke gøre omkostningsfrit, siger Heunicke.

Også SF står til at få en ordentlig lussing ved kommunalvalget med en tilbagegang fra 14,5 procent til 6,5 procent af stemmerne. De Radikale står til en lille fremgang med 5,9 procent af stemmerne.

Til gengæld tordner Enhedslisten frem og står til at blive tre gange så stor som ved seneste kommunalvalg.

Partiet går frem i DR's prognose fra 2,3 procent af stemmerne ved seneste valg til 8,1 procent af stemmerne denne gang.

I København alene står Enhedslisten til at fordoble sine mandater med 20,5 procent af stemmerne.

Dansk Folkeparti står ifølge Epinion-målingen til at gå frem med 11 procent af stemmerne, og De Konservative går kraftigt tilbage fra 11 til 7 procent, men ser dog ud til at bevare magten i højborgen Frederiksberg.

Liberal Alliance kan se frem til 2,7 procent, mens Lokallisterne samlet får 6 procent og Kristendemokraterne 0,4 procent af stemmerne.

Inden tirsdagens valg sidder Socialdemokraterne på 49 borgmesterposter og fire af de fem formandsposter i regionerne.

Venstre har 31 af landets 98 borgmesterposter og en ud af de fem formandsposter i regionerne.

/ritzau/