F-16-pilot før styrt: Det bliver en god dag

'"Det bliver en god dag på arbejdet".

Sådan tænkte en dansk F-16-pilot med kaldenavnet "HED", da han om morgenen 27. oktober kørte på arbejde. Foran ham ventede en træningsflyvning omkring Rømø.

- Alting er, som det plejer. Alting er normalt, smiler han om de tanker, der gik igennem hovedet på ham få timer inden, et defekt landingsstel tvang ham til at havarere F-16 flyet over Vesterhavet og skyde sig selv ud med katapult.

I en timelang videooptagelse offentliggjort søndag på Forsvarets hjemmeside giver piloten roligt og udførligt sin beretning om det opsigtsvækkende flystyrt, der gjorde hans dag alt andet end normal.

Allerede da flyet lettede, bemærkede kontroltårnet dele af landingsstellet, der røg af. De så også, at der kom røg fra flyets såkaldte efterbrænder.

Piloten bemærkede også selv en lille røgsky og dækrester, der fløj ud til siden. Han ærgrede sig over det eksploderede dæk.

Pludselig var cockpittet fyldt med lys og advarselssignaler.

- Jeg begynder lige at tage bestik af situationen. Nåh, der er søreme mange lys her, ler han.

Han fortsætter flyvningen, som reglerne siger, at han skal, mens piloten på et andet fly i luften hjælper med at inspicere det skadede flys venstre hovedhjul udefra.

- Til at begynde med tænkte jeg: Det er bare et 'blown tyre'. Det kan man godt lande med. Jeg tænker ikke den store panik endnu.

Det viser sig dog, at hovedhjulet er drejet 90 grader i forhold til kørselsretningen.

- Det er ikke så godt at lande med, forklarer piloten.

- Derudover hænger en metalstump ned fra under dækket.

Det viser sig siden at være hele den lange arm, der trækker understellet ind og ud, som er knækket neden under flyveren.

- Da han fortæller det (om metalstumpen, red), tænker jeg: Ok, det er lidt mere alvorligt, end jeg lige troede til at begynde med.

De to F-16 piloter i luften forsøger med assistance fra kolleger på jorden at gennemgå tjeklister for at finde den rette nødprocedure til den givne situation.

- Problemet er bare, at det er blindgyder alt sammen. Der er ikke rigtig noget, der passer til den her 'emergency'. Det vidste jeg sådan set godt, for en stump som den, der hænger ud, er der ikke andet at gøre ved, end det vi ender med at gøre.

- Allerede der begyndte jeg mentalt at indstille mig på, at det kunne være, at jeg skulle have den hårde tur ud, fortæller "HED".

Da beslutningen om et kontrolleret styrt er truffet, er alt andet forsøgt. Flyet kredser rundt over Vesterhavet i følgeskab med det andet F-16-fly.

Piloten tænker, at han vil gerne undgå et styrt fra en lav højde, for det har tidligere kostet piloter livet, ved han.

- Så er det det, vi gør, tænker han.

- Jeg blev egentlig ikke nervøs, for vi har haft styr på situationen helt vejen igennem.

To minutter efter at piloten har skudt sig ud med katapult og har ramt vandet, bliver han samlet op af en redningssvømmer. I helikopter flyves han til Flyvestation Skrydstrup.

Trods den voldsomme exit slipper han fra styrtet med knubs og en mindre skade i ansigtet fra hjelmens visir, da han rammer havet.

Der gik kun halvanden uge fra styrtet, før "HED" var i luften igen.

- Jeg er ikke blevet skræmt, sådan at jeg ikke tør sætte mig op i sædet igen.

/ritzau/

Dagens Gossip