FA kræver svar i Blatter-sag om russisk VM-værtskab

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Det Engelske Fodboldforbund, FA, reagerer nu i sagen om, hvorvidt tildelingen af værtskabet for VM i fodbold i 2018 var aftalt på forhånd.

- FA har undersøgt sin juridiske position og som følge heraf skrevet til Fifa og bedt om svar på en række vigtige spørgsmål omkring processen, som gjorde, at VM i 2018 blev tildelt Rusland.

- Spørgsmålene er alle baseret på et interview, som Mr. Blatter gav til det russiske nyhedsbureau Tass og Financial Times i sidste uge. I mellemtiden er FA's position, at vi forholder os juridisk, siger en talsmand fra FA til AFP.

FA er blevet godt og grundigt knotne, efter at den suspenderede præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, Sepp Blatter, for nylig gav et interview med Tass.

Her udtalte Blatter, at tildelingen af VM i 2018 til Rusland praktisk talt var aftalt, inden afstemningen blandt kandidaterne fandt sted.

Blatter understregede også i interviewet med det russiske nyhedsbureau, at intet kan fratage Rusland værtskabet for VM i 2018.

FA brugte omkring 222 millioner kroner på sin VM-kampagne, hvilket blot gav to stemmer i alt.

Sepp Blatter er i øjeblikket suspenderet i 90 dage som præsident for Fifa i kølvandet på hele den korruptionsskandale, som ramte verdensforbundet før præsidentvalget i maj.

Fifa skal den 26. februar vælge ny præsident ved en ekstraordinær Fifa-kongres.

/ritzau/