FA vil undersøge Blatter-påstand om russisk VM-værtskab

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Tidligere onsdag kunne det russiske nyhedsbureau Tass bringe et interview med Sepp Blatter, suspenderet præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), som har fået Det Engelske Fodboldforbund (FA) til at spærre øjnene op.

Blatter fortalte til Tass, at tildelingen af VM-værtskabet i 2018 til Rusland praktisk talt var aftalt, inden afstemningen blandt de potentielle kandidater blev foretaget.

Blandt bejlerne til slutrunden var England, og derfor vil formanden for FA, Greg Dyke, gerne have undersøgt, om det var et reelt valg, landet deltog i.

- Hvis han (Blatter, red.) har sagt det, så synes jeg, der er noget at undersøge, siger Dyke, der vil kigge nærmere på udtalelserne, ifølge Evening Standard.

Han har dog også en formodning om, hvad Sepp Blatters kommentar til interviewet vil være.

- Jeg forestiller mig, at hans svar vil være: "Jeg blev fejlciteret", lyder det fra FA-formanden.

FA brugte omkring 215 millioner kroner på at byde sig til som VM-arrangør, hvoraf 25 millioner var offentlig støtte. Hvis valget var fikset, vil Dyke gerne se pengene komme tilbage.

Det kan imidlertid blive svært, forudser han.

- Vi vil selvfølgelig kigge på det. Det vil være en god idé. Men få udgifterne tilbage fra hvem? Fra Fifa?, spørger han retorisk.

Uanset hvordan VM-værtskabet endte på russiske hænder slår Sepp Blatter i interviewet med Tass fast, at intet kan tage slutrunden fra den store nation i øst.

- Der kommer ikke til at ske ændringer for VM i 2018, siger Blatter skråsikkert.

/ritzau/