Få bilen ladet op mens du køber ind

Indvielsen sker i forbindelse med, at otte nye familier sætter sig bag rattet af de elbiler, de skal køre i de næste tre måneder i projekt Test-en-elbil i Vejle og Kolding kommuner. Bryggen bliver det første shoppingcenter i Vejle, der kan tilbyde opladning af elbiler til centerets gæster og medarbejdere. På onsdag får de nye elbilister bilnøglerne overdraget hos Bryggen, hvor viceborgmester Søren Peschardt (S) fra Vejle kommune, og TRE-FOR, der er sponsor i elbilprojektet, også er med til at ønske testpiloterne en god tur på el.

Med to nye ladestandere til elbiler i Bryggens parkeringskælder kan elbilister nu parkere elbilen og oplade den gratis, mens de køber ind til aftensmaden, spiser på en af restauranterne eller gør årets julegaveindkøb i en af indkøbscenterets mange specialbutikker. Bryggen har hele 700 parkeringspladser i to parkeringsetager, og her er der nu også reserveret plads til elbilerne.

Projekt har sparet 3,2 ton CO2 i Vejle og Kolding
I Vejle og Kolding kommuner har elbilerne i de fire første runder af CLEVERs forskningsprojekt Test-en-elbil nu kørt 128.000 kilometer på halvandet år, det svarer til 9,6 gange rundt om jorden og en besparelse på 3,2 ton CO2 sammenlignet med kørsel i tilsvarende benzin- eller dieselbiler.

Fakta om Test-en-elbil:
Europas største elbilprojekt med 210 biler på gaden
24 kommuner, 8 virksomheder og 4 hospitaler i hovedstadsregionen deltager
I alt vil ca. 1.600 familier deltage i projektet
Projektet støttes af Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, samt en række private sponsorer, herunder TRE-FOR.

Dagens Gossip