Få er omfattet af asylstramninger i Støjbergs avisannoncer

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Integrations- og udlændingeminister Inger Støjbergs (V) annoncer i libanesiske aviser om Danmarks stramninger over for udlændinge giver et fortegnet billede af rettighederne for det store flertal af flygtninge.

Det skriver Dagbladet Information.

Det bekræftes af nye tal om opholdstilladelser og familiesammenføringer, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet tirsdag afleverer i et svar til Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden har bedt om tallene, så han kan tage stilling til, om annoncerne er vildledende og dermed i strid med reglerne for god forvaltning.

I annoncerne forklarer ministeriet på engelsk og arabisk, at folk med midlertidigt ophold først kan søge familiesammenføring efter 12 måneder i Danmark.

Men som Information kunne afsløre i september, er det ikke den mest relevante information for majoriteten af eksempelvis syriske flygtninge i Libanon, hvor annoncen har været indrykket i aviser.

Ud af i alt 3798 opholdstilladelser til flygtninge fra Syrien er eksempelvis bare 368 givet efter paragraf 7, stk. 3, som gør, at flygtningene først kan søge opholdstilladelse efter 12 måneder, viser nye tal frem til 31. august 2015.

De øvrige kan, stik imod det indtryk annoncerne efterlader, straks søge familiesammenføring.

Folketingets Ombudsmand borer samtidig i antallet af afslag efter den grundløse procedure, som også er nævnt i annoncerne.

Ministeriet selv opgør antallet af syrere, som har fået afslag efter denne regel til et rundt nul.

Risikoen for at få inddraget sin opholdstilladelse - endnu et element i annonceteksterne, som angiveligt henvender sig til menneskesmuglerne - er også helt minimal, fremgår det af svaret fra ministeriet til Ombudsmanden.

I 2015 har én libanesisk statsborger - som den eneste - fået inddraget sin opholdstilladelse.

/ritzau/