Få sekunder afgjorde bjergenkeltstart

Chris Froome (Sky) gjorde alt for at pille den sidste selvtillid ud af udfordreren Alberto Contador (Saxo-Tinkoff), da briten vandt onsdagens bjergenkeltstart.

Contador så længe ud til at vinde etapen og hente en anelse ind på Froome, men med en forrygende slutspurt ned af etapens sidste nedkørsel lykkedes det briten i den gule trøje at sikre sig etapesejren og øge sin samlede føring med ni sekunder.

Alberto Contador kan dog trøste sig med, at hans tid var nok til at overtage den samlede andenplads fra Bauke Mollema (Belkin), der havde det svært på den teknisk krævende rute.

Contador er fire minutter og 34 sekunder efter Chris Froome.

Jakob Fuglsang (Astana) gjorde det fremragende og blev nummer otte på etapen i tiden 53.07,90 minutter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip