Faaborg-Midtfyns: Landsbyer i offensiven for at få tilflyttere

Nybyggeren i Nr. Søby er snart færdig med drømmevillaen til sin lille familie.

To engagerede mandfolk gik forrest, da Allested-Vejles kedelige hal blev forvandlet til et moderne fritidscenter.

Tre 6. klasse-piger på landsbyskolen i Brobyværk vandt kommunens Junior Science Cup.

Jo, de rykker derude på landet, og nu kan alle møde bygherren, ildsjælene og de dygtige elever på en ny portal på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside.

De priser naturen, sammenholdet, fritidsaktiviteterne og de billige boliger, blandt meget andet.

Portalen rummer alle de facts, potentielle tilflyttere - og såmænd også nuværende borgere – har brug for.

- Frivillige fra Fynsland har gjort en stor indsats med at samle og strukturere materialet, så portalen er et godt eksempel på den borgerinddragelse, som vi gerne vil fremme, siger borgmester Hans Jørgensen.

Hvert af de 21 lokalråd har sin egen side på portalen. Desuden er landsbyerne samlet i fire egne: Forstadsbåndet, Skov- og bakkelandet, Knudepunktet og Det maritime Sydfyn.

Formanden for Fynsland, Gunnar Landtved, er allerede klar med næste skridt i det store markedsføringsprojekt for landsbyerne, som portalen er en del af:

- Nu samler vi lokalrådene i hver af de fire egne til workshops. Vi vil præsentere portalen, så vi kan hjælpe hinanden med at gøre den kendt ud over kommunens grænser. Og vi vil gerne kvalificere beskrivelserne af de fire egne og måske så småt skabe basis for, at nabo-landsbyer begynder at samle kræfterne, siger Gunnar Landtved.

Find portalen på tilflytter.faaborgmidtfyn.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV