Faarup bliver nummer 37 i OL-debuten

Den alpine skiløber Christoffer Faarup har søndag formiddag som første dansker været i aktion ved vinter-OL i Sotji.

Som ventet var den unge Hobro-løber, der er bosat i Lillehammer i Norge, ikke i nærheden af verdens bedste styrtløbere, men Faarup lignede en tilfreds mand, da han kom i mål i Rosa Khutor udenfor Sotji.

Faarup var 6,32 sekunder efter den overraskende vinder, østrigeren Matthias Mayer, og det rakte til en slutplacering som nummer 37 ud af i alt 50 startende.

Det er en tangering af præstationen i VM-debuten i Schladming sidste år, hvor han ligeledes endte på 37.-pladsen

Med det veloverståede styrtløb er OL kommet godt i gang for den 21-årige dansker.

Han skal i aktion to gange yderligere ved legene i Sotji. 14. februar stiller han op i super kombination, og to dage senere gælder det super-G.

/ritzau/

Dagens Gossip