Faarup efter OL-debut: Tilfreds trods fejl

Den danske skiløber Christoffer Faarup kan nu kalde sig OL-deltager, efter at han søndag formiddag debuterede i det fine selskab i Sotji.

Hobro-løberen blev nummer 37 i styrtløb, som han gennemførte i en tid, der var 6,32 sekunder langsommere end vinderen, Matthias Mayer fra Østrig.

- Overordnet set gik det godt. Jeg havde et kiks på toppen og lidt småfejl undervejs, men ellers ramte jeg rigtig godt og fik presset mig selv undervejs, så jeg er godt tilfreds, siger Christoffer Faarup.

- Jeg havde sagt til mig selv, at hvis jeg kunne være mellem fem et halv og seks sekunder efter vinderen, ville det være virkelig godt i forhold til det niveau, jeg er på nu.

- Jeg sluttede lidt uden for det, men det er fair nok, når man ser på de fejl, jeg begik. Jeg havde ikke et perfekt løb, lyder det fra danskeren.

På forhånd havde der været meget snak om pisten i Rosa Khutor, som under træningen havde krævet adskillige styrt.

Rutinerede Bode Miller havde endda sagt, at den "kan slå dig ihjel", men det er noget overdrevet, lyder det fra danskeren.

- Det er meget overdramatiseret. Jeg synes, at toppen som udgangspunkt ikke er specielt hurtig. Den er teknisk krævende, men der er ikke noget skummelt over den.

- Første dag var jeg nervøs, men siden har der ikke været noget, for der er ingen punkter, hvor man tænker: Det her er sindssygt, siger Christoffer Faarup.

Den enlige danske deltager i de alpine konkurrencer skal i aktion to gange mere ved OL.

På fredag er han med i super kombination, og to dage senere gælder det super G.

/ritzau/

Dagens Gossip