Facebook aktiverer sikkerhedstjek ved flere katastrofer

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Efter fredagens angreb i Paris fik Facebook-brugere i nærheden af Paris mulighed for at melde sig "i sikkerhed" på det sociale medie for at betrygge venner og familie.

I fremtiden vil Facebook aktivere dette sikkerhedstjek ved flere katastrofer.

Det meddeler Facebook mandag efter stigende kritik over, at funktionen ikke er blevet aktiveret ved angreb i andre dele af verden.

- Mange mennesker har med god ret spurgt, hvorfor vi aktiverede sikkerhedstjekket for Paris men ikke for bombningen i Beirut og andre steder, siger Facebook-direktøren, Mark Zuckerberg, på sin officielle Facebook-profil.

Angrebet i Beirut dræbte mindst 43 mennesker og fandt sted dagen før de koordinerede attentater i Paris.

- Indtil i går var det vores politik kun at aktivere sikkerhedstjekket ved naturkatastrofer. Vi har netop ændret dette og vil aktivere sikkerhedstjekket ved flere menneskelige katastrofer i fremtiden også, siger Zuckerberg.

Men mange mennesker er stadig ikke tilfredse efter Zuckerbergs udtalelse og anklager det sociale medie for at vægte bestemte dele af verden højere end andre.

Efter angrebet i Paris har Facebook også introduceret muligheden for at sætte et gennemsigtigt fransk flag oven på sit eget profilbillede i en tidsbegrænset periode.

Det var ikke kun Facebook, der valgte at skride til handling efter angrebet i Paris.

Det netbaserede selskab Airbnb der faciliterer, at almindelige mennesker kan leje deres hjem ud til andre, aktiverede dets katastrofeprogram, som gav folk i Paris mulighed for at bo hos bestemte Airbnb-værter gratis.

Desuden tilbød flere teleselskaber herunder Sprint Corp, T-Mobile og Verizon, at folk gratis kunne ringe eller sende SMS'er mellem USA og Frankrig.

Ved fredagens angreb i Paris mistede 129 mennesker livet, og over 300 blev såret.

/ritzau/