Facebook halter stadig et år efter børsdebut

Et år efter den usædvanligt hypede børsintroduktion er det stadig ikke lykkedes Facebook at banke sin aktie op på det niveau, som folk stod i kø for at betale, da de kunne blive medejere af verdens største sociale netværk.

Mange skuffede aktieejere sidder i dag tilbage med et ejerskab, hvis værdi er blevet 31 procent mindre, siden Facebook blev børsnoteret 18. maj 2012 - en børsnotering, som skabte kaos, og som øjeblikkeligt efter åbningen fik kursen til at rasle ned fra de 38 dollars pr. aktie, som den var sat til.

Kun en krone pr. bruger

Facebook har efter eget udsagn i dag 1,1 milliarder brugere, og det er på det seneste lykkedes at øge indtjeningen på især den vigtige mobilverden, hvor den begrænsede skærmplads ikke giver mulighed for at vise nær så mange annoncer som på større PC-skærme. Men over halvdelen af Facebooks besøgende kikker ind fra en mobiltelefon eller tavle-PC med mindre skærm.

Indtjeningen er dog ikke forrygende: 0,19 cent eller 1,08 kroner pr. bruger. Sammenlagt et overskud på 219 millioner dollars ud af en omsætning på 1,46 milliarder dollars.

Før børsnoteringen kom 85 procent af omsætningen fra PC-verdenen med annoncer i højre spalte af Facebook-siden. Resten var betaling fra partnere som spilproducenten Zynga. I dag forsøger Facebook på ti måder at tjene penge, heriblandt en e-butik og afgifter på at sende chatbeskeder til fremmede. Samtidig kører der annoncer på mobiludgaven af Facebook. En fjerdedel af omsætningen i selskabet kommer nu fra mobilannoncer.

Mere fokus på at tjene penge

Alligevel koster en Facebook-aktie i dag omkring 26 dollars, langt under de 38 dollars for et år siden.

Facebook har i mellemtiden omorganiseret selskabet, så der er kommet langt mere fokus på netop at tjene penge. Det har sammen med seneste kvartalsregnskab fået nogle investorer til at købe flere Facebook-aktier.

Men Facebook oplever samtidig i nogle lande, at folk stiger af og ikke vil være med længere. Oveni kommer så fiaskoen med den såkaldte »Facebook-telefon« - en særlig softwarepakke, som kan lægges ind over Android-styresystemet på en række telefoner, så det bliver Facebook-funktioner, man ser på sin startskærm, mens alt andet skubbes i baggrunden. Facebook Home, som softwarepakken hedder, er blevet skarpt kritiseret for reelt at lade folk udlevere deres liv til Facebooks dataudgravning, hvor alle oplysninger om brugerne, deres færden og nu også deres lokation analyseres af Facebook for at kunne målrette reklamer og tilbud i en hidtil uset grad.

Home-softwaren er gratis men er blevet hentet meget mindre end ventet og er blevet kritiseret sønder og sammen af brugerne. USAs største mobilselskab, AT&T, ventes snart at indstille salget af den HTC-telefon, som var designet med Facebook Home installeret, fordi interessen har været så ringe.

Facebook er blevet almindelig

»Facebook-aktien er faldet mere end 30%, alt imens de største amerikanske aktier i S&P 500-indekset er steget med mere end 15%. Facebook er gået fra at være noget specielt til at være helt ordinær. Facebook har givetvis og forhåbentlig et stort vækstpotentiale. For ellers har investorerne købt en vare, hvor vækstudsigter ikke står mål med aktiekursen, og noget, som ligner »katten i sækken«. Interessen er kølnet meget og ligger vel på det for de danske investorer, som er naturligt. Hvis udviklingen fortsætter i samme retning og tempo, bliver Facebook-investorerne dog en truet dansk race, når den næste fødselsdag skal fejres,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Om end Facebook klarer sig bedre end tidligere, har analytikerne fokus på, om Facebook kan blive ved med at finde på nyskabelser, som brugerne vil have, så de bliver i butikken.

»De må ikke blive for grådige. De er nødt til at sætte produktet før indtjeningen,« siger analytiker Trip Chowdhry fra Global Equities Research til nyhedsbureauet AFP.

Google optrapper kamp

Lou Kerner, bestyrer af The Social Internet Fund, er tilfreds med Facebooks evne til at tjene penge men slår fast, at »Facebook er ikke længere cool«, men at mange er nødt til at bruge det for at bevare kontakten med venner m.fl., hvorfor folk holder ved.

Analytiker Jeff Kagan mener derimod, at Facebooks nye mobile platform er et flop.

»Det magiske Facebook-varemærke er aldrig blevet til noget,« siger han.

Internetgiganten Google har netop optrappet kampen mod Facebook gennem et nydesign af Google+, som er en Google-pendant til Facebook, men som ikke hidtil har formået at fange så mange brugere ind. Google+ har omkring 135 millioner brugere, som aktivt anvender tjenesten, mens omkring 500 millioner har oprettet en Google+-konto.

 

Dagens Gossip

Dagens TV