Facebook-kryptering giver ikke brugerne fuld diskretion

Skrevet af admin

09/07/2016

Dagens topnyheder

Det er godt, at Facebook nu vil give sine brugere af besked-applikationen Messenger mulighed for at gøre deres kommunikation krypteret.

Men den såkaldte metadata afslører stadig vigtig information om brugerne, der benytter den populære applikation.

Det mener Anders Kjærulff, som er it-journalist og vært på Radio24syvs program "Aflyttet".

- Indholdet i beskederne er sådan set ikke det væsentligste. Metadata er et langt større problem, end folk tror, for det giver vigtig viden, uden at man behøver at kende til indholdet af samtalen, siger han.

Metadata betyder "data om data", og dækker over faktuelle informationer om en given data, og ifølge Anders Kjærulff vil Facebook stadig have adgang til de informationer trods kryptering af samtalerne.

Politiet frygter ikke, at den kommende kryptering af beskeder over Messenger vil gå ud over efterforskningen af fremtidige sager. Men myndighederne vil i princippet også have adgang til den brugbare metadata, hvis de ønsker det, fortæller Anders Kjærulff.

- Med metadata kan man hurtigt danne nogle mønstre, ud fra hvem der skriver til hvem, hvor og hvornår, siger Anders Kjærulff og fortæller, at disse informationer vil være nyttige for politiet i forbindelse med kriminalsager.

I en pressemeddelelse understreger Facebook, at funktionen bliver valgfri, "fordi mange vil have muligheden for at skifte mellem enheder som tablet, computer og telefon". Krypterede beskeder kan kun læses på en enkelt enhed.

Den amerikanske teknologigigant Facebook oplyser, at funktionen vil få navnet "secret conversations" - hemmelige samtaler.

Facebook har tidligere på året lanceret krypteringen på WhatsApp - en anden beskedfunktion. Google, Apple og andre teknologivirksomheder har udviklet tilsvarende funktioner.

/ritzau/