Facebook siger undskyld til Pia Kjærsgaard

Det sociale netværk Facebook siger nu undskyld til Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, fordi hun blev udelukket fra at skrive på Facebook i 24 timer.

Det fortæller Facebooks nordiske policy-chef, Thomas Myrup Kristensen, til tv2.dk

- Vi har henvendt os direkte til Pia Kjærsgaards kontor og sagt undskyld, siger han.

Det bekræftes af Dansk Folkepartis pressetjeneste.

Pia Kjærsgaard blev onsdag udelukket ved 11-tiden og 24 timer frem for at have kaldt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for "dum og naiv" i et indlæg på sin egen profil.

- Desværre må vi sige, at der er sket en fejl. På Facebook reagerer vi på brugernes henvendelser, og det er også sket i dette tilfælde, hvor der er foretaget en forkert vurdering, siger Thomas Myrup Kristensen til tv2.dk

Han fortæller, at klager over indlæg på det sociale netværk behandles af "folk der forstår skandinavisk" enten i Facebooks europæiske hovedsæde i Dublin eller andre steder i Europa.

Her er der både "interne medarbejdere hos Facebook og eksterne partnere", der ser indlæg igennem.

/ritzau/

 

Dagens Gossip