Facebooks store investeringer presser overskuddet

Skrevet af admin

30/07/2015

Mest læste i dag

Facebook har investeret milliarder af dollar, der skal sikre selskabet endnu større indtægter i fremtiden.

Derfor er regnskabet for andet kvartal, der blev fremlagt onsdag i San Francisco, noget dårligere end samme kvartal sidste år.

Facebook fik efter skat et resultat på 715 millioner dollar, hvilket er ni procent lavere end andet kvartal sidste år.

Indtægterne steg med 39 procent til cirka fire milliarder dollar, mens der på udgiftssiden blev lagt hele 82 procent til i forhold til året før, så det samlede udgiftsbeløb endte på 2,7 milliarder dollar.

Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg kalder regnskabet for "stærkt" og betegner de høje udgiftsposter som nødvendige.

- Udgifterne er nødvendige for at opnå den vækst, vi går efter i fremtiden. Vi investerer i fremtidens tjenester, tilføjer direktør Sheryl Sandberg.

Efter at resultaterne for andet kvartal blev offentliggjort, faldt Facebook-aktien med 2,5 procent i løbet af de første timer.

Siden årets begyndelse er aktien dog steget med næsten 25 procent til knap 100 dollar, og selskabet værdisættes til 276 milliarder dollar, hvilket svarer til 1,87 billion kroner.

Ifølge regnskabet havde Facebook i juni dagligt 968 millioner aktive brugere, hvilket er 17 procent flere end samme måned i 2014.

/ritzau/Reuters