Fælles nordisk røgalarmdag

Skrevet af Elo Christoffersen

30/11/2013

Dagens topnyheder

Julemåneden er højsæson for brande, og mange hjem mangler en røgalarm. Derfor sætter de nordiske lande i fællesskab fokus på brandsikkerhed med en røgalarmdag den 1. december.

Og lokalt er Kolding Brandvæsen aktiv i kampagnen:

- En udtørret adventskrans, en tabt cigaretglød eller en glemt klejne i ovnen. En røgalarm kan gøre forskellen mellem liv og død, fortæller Koldings beredskabschef Søren Ipsen.

Statistikken viser, at 77 mennesker i gennemsnit dør hvert år som følge af brand, og i 82 procent af tilfældene er der ikke installeret en røgalarm.

Samtidig viser en undersøgelse, at cirka 600.000 danske hjem ikke har en røgalarm installeret. Det svarer til, at hver fjerde bolig mangler denne simple og billige sikkerhedsforanstaltning. Tendensen er den samme i Norge, Sverige, Island og Finland.

Fælles nordisk røgalarmdag

De nordiske ministre med ansvar for redningsberedskabet har derfor besluttet, at den 1. december skal være en fælles nordisk røgalarmdag. Det vil sige en mærkedag, hvor befolkningen huskes på, hvordan de forbedrer deres brandsikkerhed ved at anskaffe sig en røgalarm, sætte den op og teste den.

For at sikre, at julen ikke går op i røg, lyder opfordringen fra Kolding Brandvæsen:

• Køb en røgalarm

• Sæt røgalarmen op - så højt som muligt og midt i rummet

• Test røgalarmen én gang om måneden