Fængsel for at sprede »falske nyheder«

Strafferammen går nu op til 15 års fængsel, skriver Reuters.

Ifølge regeringen har man foretaget stramningerne for at sikre stabilitet og forhindre »upatriotisk opførsel«, men de skærpede regler vil formodentlig ikke gøre noget godt for landets image, som i forvejen lider under, at styret er et af Afrikas mest undertrykkende.

Ifølge Gambias informationsminister, Nana Grey-Johnson, er formålet med den reviderede lov at forhindre personer - både i og uden for landet - at engagere sig i »forræderiske« kampagner mod Gambia.

»Det skal forhindre, at folk engagerer sig i upatriotisk adfærd, spreder falske nyheder og ærekrænker regeringens embedsmænd,« siger han ifølge Reuters.

Ministeren tilføjer, at sådanne udtalelser mod styret vil føre til kaos og ustabilitet.

Gambias præsident, Yahya Jammeh, har siden et militærkup i 1994 styret det lille land, som er omgivet af Senegal, med hård hånd. Landet ligger ifølge organisationen Journalister Uden Grænser helt i bund på verdensplan, når det gælder pressefrihed.

I den nye lovgivning risikerer man udover lange fængselsstraffe også bøder på mere end 100.000 amerikanske dollars.

Dagens Gossip