Fængselsansatte jubler: Nu skal der rettes op

I Fængselsforbundet jubler man over regeringens udmelding om, at det skal være slut med strengere straffe uden at sikre de nødvendige penge til Kriminalforsorgen.

- Umiddelbart er jeg jublende glad. Det er på tide efter det, vi har været igennem de sidste ti år, hvor vi har et kæmpe efterslæb, siger formanden for landets fængselsansatte, Kim Østerbye, til Newspaq.

Han kalder det dog samtidig "en gratis omgang", da den nuværende regering så vidt han er orienteret ikke har planer om at hæve straffene.

- Men selvfølgelig er det en rigtig god forsikring for os, siger han.

Regeringspartierne kalder selv deres nye linje et "paradigmeskift". Det lanceres mandag, hvor Folketinget tager hul på forhandlingerne om Kriminalforsorgens økonomi.

Kim Østerbye håber, at regeringen vil være med til "at rette op på de sidste ti års elendighed" og tilføre flere penge til Kriminalforsorgen.

- Politi og domstole har fået væltet penge ned over sig, fordi vi vil være "tough on crime", hvilket jeg ikke kan være uenig i. Så må vi sige, at det for en stor dels vedkommende er os, der har betalt prisen," siger han.

Kim Østerbye henviser bl.a. til, at der i dag er færre betjente per fange end for ti år siden.

Helt præcist er tallet steget fra 1,27 betjent per fange i 2001 til 1,53 fange per betjent i dag. Samtidig er fængslerne udnyttet over 100 procent i nogle perioder, hvilket går ud over resocialiseringen, påpeger Kim Østerbye.

- Det er svært at have ressourcer til at tage fat i den enkelte fange, der gerne vil noget med sit liv. Derfor ser vi også, at vi får flere fanger tilbage i fængslerne, som vi ikke har gjort det rigtige for, siger Kim Østerbye.

Også de ansattes arbejdsforhold lider under det stigende antal fanger. En fængselsfunktionær har i gennemsnit 20 sygedage om året. Samtidig mister 30 til 40 fængselsbetjente arbejdsevnen hvert år og må gå på tjenestemandspension i en gennemsnitsalder af 47 år.

- Så min appel til politikerne er: Nu skal der skabes ro i Kriminalforsorgen, så vi kan arbejde meget mere med personalet. For fungerer personalet, kommer det også til at fungere i forhold til fangerne.

Mens regeringens nye kurs mødes med jubel af støttepartiet Enhedslisten, er den borgerlige fløj mere skeptisk. Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen kalder det direkte "usmageligt" at koble straflængde sammen med finansiering af Kriminalforsorgen.

- Ellers risikerer man at bringe lovgivere i en situation, hvor man eksempelvis ønsker at straffe pædofili hårdere, men ikke kan finde pengene. Den forklaring vil jeg meget nødigt give til forældre til et barn, der er udsat for et overgreb, siger han til Politiken.

Dagens Gossip