Fængselsansatte kalder V og DF usmagelige

Formanden for Kriminalforsorgsforeningen langer kraftigt ud mod Dansk Folkeparti og især Venstre, efter at partierne fredag har blokeret for finansieringen af 200 nye fængselspladser.

- Der er tale om nederdrægtigt spin og en taktisk manøvre for at udstille regeringen, siger John Hatting, der som formand for Kriminalforsorgsforeningen repræsenterer de civile ansatte i Kriminalforsorgen såsom lærere, pædagoger og socialrådgivere.

Venstre og Dansk Folkeparti har meddelt, at de vil blokere for en del af finansieringen af den flerårige aftale om Kriminalforsorgen, der blev indgået onsdag mellem S-R-SF-regeringen, Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative.

Det kan partierne, fordi pengene skal hentes fra områder, der er omfattet af forlig med Venstre og Dansk Folkeparti.

De to partiers blokering betyder, at regeringen mangler 675 millioner kroner til aftalen om 200 nye fængselspladser.

- Det er usmageligt. Venstre har gang på gang været med til at hæve straffene, men er ikke kommet med et bud på, hvordan de problemer, det skaber i Kriminalforsorgen, skal løses, siger John Hatting.

Han peger på, at der siden 2001 er sket næsten 50 skærpelser af straffe, og at der i dag sidder 600 flere i fængsel end i 2001.

- Når regeringen så forsøger at løse problemet, stikker de en kæp i hjulet, siger John Hatting.

- De har hele tiden vidst, at der var et problem, og så springer de fra i sidste øjeblik. Det er politik på et lavt niveau, mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen.

 

Dagens Gossip