Fængselsbetjent er dømt for vold mod indsat kvinde

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Det var vold, da en ansat i Anstalten ved Herstedvester tog hårdt fat i kvindelig afsoner.

Det er Østre Landsret nået frem til og har idømt fængselsbetjenten 40 dages fængsel, som dog er gjort betinget.

Anklagen gik ud på, at den nu 54-årige mand havde taget kvælergreb på kvinden i en observationscelle i november sidste år. Samtidig skulle han have presset hende op mod en væg.

I straffesagen, som først blev behandlet af Retten i Glostrup, har der været indkaldt flere af betjentens kolleger som vidner.

To af kollegerne har delvist ændret deres forklaringer om, hvad der skete, fremgår det af landsrettens dom.

Begge har afvist, at der var tale om et kvælergreb eller et halsgreb. Tværtimod greb den anklagede kun fat i kvindens skulder, har den ene således forklaret.

Men landsretten har vurderet, at der ikke kan lægges afgørende vægt på de to kollegers forklaringer.

Oplysningerne fra en kvindelig kollega og fra den indsatte selv har derimod større betydning, fastslår landsretten, som derfor finder den 54-årige skyldige i vold.

Landsretten lægger også vægt på, at rapporten om magtanvendelsen var mangelfuld.

I øvrigt har den nu dømte fortalt, at episoden opstod, da han skulle visitere kvinden, og at hun i den forbindelse spyttede på ham.

Der var dog kun tale om en tøsespytklat, har han forklaret.

/ritzau/