Fængselsbetjente: Forbyd rygning for indsatte

Skrevet af Jesper Larsen

14/10/2015

Dagens topnyheder

Danske fængselsbetjente er så generet af passiv rygning fra de indsatte, at et flertal nu vil have gjort rygning i cellerne forbudt. 

I Sverige findes der allerede et rygeforbud i fængslerne, og det vil en stor del af fængselsbetjentene nu også have indført herhjemme. 

Det viser en rundspørge, som Fængselsforbundet har foretaget blandt Kriminalforsorgens arbejdsmiljørepræsentanter.

43 repræsentanter har svaret, heraf vurderer syv ud af ti, at landets fængselsbetjente generes af røg i arbejdstiden. 

Ifølge arbejdsmiljørepræsentanterne er hele 95 procent af betjentene generet af røglugt i tøj og hår, og knap 50 procent får irritation af øjne og hals. I rundspørgen udtrykkes der også frygt for langtidsvirkningerne.

En af dem, der kender konsekvenserne af at arbejde i røg og damp, er arbejdsmiljørepræsentant i Københavns Fængsler, Kasper Chabert.

- Røgen giver tørre øjne, tør hals og jeg oplever svimmelhed og hovedpine. Ubehaget påvirker min arbejdsdag negativt – især i forbindelse med relationsarbejde på indsattes opholdsrum, siger han til Fængselsforbundet

Den passive røg kan sommetider også indeholde mere end almindelig tobak.

26 procent af arbejdsmiljørepræsentanterne svarer, at de i nogen grad eller høj grad generes af hashrygning. Desuden svarer 42 procent, at de i mindre grad er generet af den sødlige hashduft.

Og størstedelen af de adspurgte arbejdsmiljørepræsentanter mener, at man skal have et totalt forbyd mod rygning, som man ser i Sverige. 

Konkret vil det betyde, at de indsatte kun må ryge på gårdtur. Det er et flertal enig i: 55 procent peger på denne ordning, som en god løsning.

En anden mulighed, som en del institutioner rundt om har taget til sig, er bedre udsugning. Omtrent 45 procent af de adspurgte mener, det er løsningen. At installere udsugning i alle fængsler og arresthuse er dog åbenlyst dyrere end at indføre et forbud.