Fængselschef fyret efter løsladelse af pædofil

Det oplyser marokkanske myndigheder, efter at den spanske mand for en uge siden blev sat på fri fod, fordi han var blevet benådet af Marokkos kong Mohamed VI.

Benådningen har ledt til voldsomme protester i det nordafrikanske land, og nu lyder det fra de marokkanske myndigheder, at den spanske mand Daniel Galvan Vina blev benådet ved en fejl, og at man ikke var klar over, hvilke overtrædelser han var dømt for.

Manden, der angiveligt skulle være i 60erne, blev i september 2011 idømt 30 års fængsel i et marokkansk fængsel. Galvan blev ifølge BBC sat fri som en del af en større kongelig benådning af spanske indsatte i marokkanske fængsler.

Spansk politi anholdt mandag Daniel Galvan Vina i byen Murcia i det sydøstlige Spanien, efter at Marokko havde udstedt en international arrestordre mod ham. Han skal nu til Madrid, hvor en spansk domstol vil tage sig af de »juridiske følger«, som en kilde i det spanske indenrigsministerium formulerer det over for BBC.

Den marokkanske konge har lovet at undersøge omstændighederne omkring Galvans løsladelse. Kongehuset har meddelt, at fængselschef Hafid Ben Hachem er blevet fyret i kølvandet på sagen på trods af, at Hachem ifølge BBC har tjent under både den nuværende konge og dennes far.

Det marokkanske justitsministerium oplyste mandag, at det vil sende to embedsmænd til Spanien tirsdag for at drøfte sagen med de spanske myndigheder.

Ifølge BBC er flere udlændinge i år blevet tilbageholdt i Marokko anklaget for sexforbrydelser. I juni blev en britisk mand anholdt i byen Tetouan efter anklager om, at han skulle have voldtaget en seks år gammel pige.

I maj idømte en domstol i Casablanca en fransk mand 12 års fængsel i en pædofilisag. Tusindvis af marokkanere demonstrerede i Casablanca tidligere på året mod pædofili og vold mod børn.

Dagens Gossip