Fængselsforbund: Kun få udlændinge kan afsone på kaserner

En stor del af de cirka 1100 udenlandske fanger i danske fængsler vil ikke kunne sendes til afsoning på nedlagte kaserner.

Det fastslår Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, efter at Dansk Folkeparti har foreslået, at kriminelle udlændinge skal låses inde på nedlagte kaserne i stedet for at optage plads i fængslerne.

- De fleste af dem sidder og afsoner hårde domme for eksempelvis narko- eller bandekriminalitet, og der vil man ikke kunne opretholde sikkerheden på en nedlagt kaserne, siger han til Ritzau.

- De bliver simpelthen nødt til at blive siddende i de lukkede fængsler, hvor de sidder i dag, siger han.

Til gengæld er det ikke urealistisk at lade en mindre gruppe "uproblematiske" udenlandske kriminelle afsone andre steder end i fængslerne, lyder det.

- Der sidder en mindre gruppe udlændinge med korte domme på et par måneder, og for deres vedkommende vil man formentlig godt kunne lade dem afsone på en kaserne, siger Kim Østerbye.

Det vil dog kræve, at man indretter sikrede afdelinger på kasernerne og giver de pågældende fanger et beskæftigelsestilbud, vurderer han:

- På den måde vil man sikre, at man ikke behandler dem dårligere end andre fanger.

DF's retsordfører, Peter Skaarup, siger ifølge DR fra partiets sommergruppemøde, at det vil spare samfundet penge, hvis forslaget omsættes til virkelighed.

Til forskel fra de lukkede fængsler vil fangerne nemlig ikke sidde i enmandsceller, men i stedet afsone i rum med op imod 15 personer. Meningen er desuden, at fangerne skal sendes hjem efter kort tid, understreger partiet.

Hos Fængselsforbundet bekræfter Kim Østerbye, at der er penge at spare. I 2005 blev Langelandsfortet i en periode brugt til at huse udenlandske fanger, som ikke udgjorde nogen væsentlig sikkerhedsrisiko, påpeger han:

- Og dengang havde man kun omkring fem vagter til i omegnen af 170 fanger. Så det er klart, at man kan spare penge på den måde.

/ritzau/

Dagens Gossip