Fængselsforbund vil have afdelinger for østkriminelle

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Kriminelle fra Østeuropa og især Rumænien afkræver landets fængsler alt for mange ressourcer, og derfor bør der oprettes en eller flere særlige fængselsafdelinger, hvor de problematiske fanger kan samles.

Det siger formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, til Ekstra Bladet.

- Vi har forslået direktoratet, at der oprettes "discountafdelinger" for rumænere og østeuropæere. Her kan de tilbydes noget arbejde. Men jeg mener ikke, de skal tilbydes undervisning. Det er spild af ressourcer, siger han.

I dag sidder der ifølge Ekstra Bladet 83 rumænere alene i de københavnske fængsler. En gruppe, som Kim Østerbye betegner som "meget krævende" blandt andet på grund af kommunikationsproblemer, og fordi "de forsøger at platte sig til alt".

De fleste rumænere afsoner domme for indbrud, tyveri, lommetyveri og svindel. Og i sådanne tilfælde gør uddannelse ikke "den store forskel", mener fængselsformanden.

- Og ret beset skal denne gruppe ikke ud til det danske samfund. De skal hjem til en helt anden virkelighed i deres hjemland. Ofte i yderste fattigdom, siger Kim Østerbye.

Peter Vesterheden, der er fængselsinspektør i Københavns Fængsler, mener dog ikke, at særlige afdelinger til de østkriminelle er nødvendige.

- Vi forsøger allerede at samle dem på forskellige afdelinger, siger han til avisen.

I en mail til Ekstra Bladet vil justitsminister Karen Hækkerup ikke forholde sig til, om de pågældende kriminelle skal afsone i særlige afdelinger. I stedet fastslår hun, at kriminelle udlændinge bør afsone deres straf i hjemlandet.

- Det prioriterer jeg højt, og Justitsministeriet har gennem længere tid iværksat målrettede tiltag, der kan få flere domfældte udlændinge overført til afsoning i hjemlandet, skriver hun blandt andet.

/ritzau/