Fængselsforbundet jubler over torturreaktion

En time med spark, slag, elektriske stød og seksuelle overgreb. Det måtte en fange i april lide den tort at blive udsat for.

I går blev en række medfanger dømt for torturen. Det fandt sted på en afdeling i Ringe Statsfængsel, hvor en kvindelig fængselsbetjent var alene med 16 fanger.

Det glæder formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, at det nu er slut med alenearbejde.

- Det er jeg rigtig glad for, det er et skridt på vejen. Det giver os bedre mulighed for at beskytte hinanden og beskytte de indsatte mod hinanden, så det er godt, at inspektøren i Ringe Statsfængsel har truffet den beslutning, siger formanden til Newspaq.

Konkret lover fængselsinspektør Bodil Philip, at alenearbejde på de to afdelinger i fængslet, hvor fangerne kan besøge hinanden, er slut.

Kim Østerbye kunne søndag afsløre over for Newspaq, at fængselsbetjenten, der var magtesløs på dagen, hvor torturen fandt sted, er sygemeldt.

Skal fangeoverfald og sygemeldinger undgås, så kræver det, at det daglige arbejde på fængselsafdelingerne organiseres rigtigt.

- Jeg går ud fra, at ledelsen, når de nu beslutter den slags, sikrer, at der som minimum er en betjent ude blandt fangerne, så de ikke kan gøre den slags, siger Kim Østerbye.

Klientellet i forbindelse med bandekonflikten i fængslerne er blevet mere hårdkogt, men der er ikke fulgt ekstra fængselspersonale med i kølvandet på de mange rocker- og bandedomme.

- Det lyder måske som rigtig fagforeningsretorik, når man bare vil have flere ansatte, men vi har over de sidste par år sparet 50-60 fængselsbetjente væk. Men det betyder, at vi faktisk har færre ansatte ude blandt fangerne, og det er slet ikke fulgt med det klientel, vi har nu, mener Østerbye.

I går faldt dommen over de fire overfaldsmænd. Den ene fik to års fængsel, én fik et år, mens de to sidste fik fem måneder bag tremmer.

Dagens Gossip