Fængslet for amokløb på skadestue

En 27-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for hærværk og vold mod tjenestemænd under stormløbet på skadestuen på Odense Universitetshospital den 21. august.

Det oplyser vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen fra Fyns Politi til Ritzau

Manden blev anholdt i det vestlige Jylland efter mere end halvanden måned på flugt. Han er sigtet for hærværk og vold mod tjenestemænd under uroen.

Han er den fjerde person, der er sigtet i sagen, ud af de omkring 60 personer, som lavede hærværk på akutmodtagelsen samt på en parkeret ambulance og politibil den nat i august.

Men Fyns Politi regner ikke med flere uromagere i håndjern.

- Medmindre der kommer nye oplysninger, så finder vi formentlig ikke frem til flere gerningsmænd, sagde vicepolitikommissæren tidligere til Ritzau.

Stormløbet på skadestuen skete i forbindelse med et dobbelt drabsforsøg, hvor en mand blev ramt af skud i benet.

Politiet har tidligere fortalt, at flokken tilsyneladende ville have fat i den mand, der var blevet ramt af skud tidligere og lå på operationsbordet.

Under stormen på skadestuen kunne politifolk intet stille op. To af de sigtede sidder varetægtsfængslet, mens den tredje er løsladt.

 

Dagens Gossip

Dagens TV