Fængslet dansker græd af glæde efter retsmøde

Skrevet af admin

09/07/2014

Dagens topnyheder

En 22-årig dansk pædagogstuderende kan onsdag forlade det berygtede Rikers Island-fængsel, efter at en dommer i New York tirsdag slog fast, at danskeren kan blive løsladt mod kaution.

Det siger den 22-åriges forsvarer Jane Fisher-Byrialsen.

Kautionen blev sat til 400.000 dollar (2,2 millioner kroner), men det er tilstrækkeligt, at familien stiller med 140.000 dollar (767.000 kroner) for at få den 22-årige ud. Penge, som familie og venner har skrabet sammen, fastslår advokaten.

- I stedet for at sidde varetægtsfængslet uden mulighed for at komme ud, så er der nu sat et kautionsbeløb på 400.000 dollar gennem en kautionslåner. De (familien, red.) har den procentdel, de skal give kautionslåneren, og han får så en fodlænke og kommer ud i morgen, siger Jane Fisher-Byrialsen.

Danskeren blev anholdt i New York den 27. juni efter, at en tidligere kollega meldte ham til politiet for at have krænket flere børnehavebørn seksuelt.

Den arbejdsplads, hvor den 22-årige dansker var i praktik, har selv undersøgt sagen, men har ikke fundet noget mistænkeligt.

Og dagens retsmøde på Manhattan var det første lyspunkt for den unge pædagogstuderende, fortæller hans forsvarer.

- Jeg var nede i cellen og mødes med ham bagefter, og han græd af glæde. Han smilte for første gang i hele denne her periode. Der har været trusler mod ham, og han har haft ubehagelige oplevelser i fængslet, siger Jane Fisher-Byrialsen.

Hun understreger, at sagen langtfra er slut for den 22-årige mand.

- Vi skal stadigvæk i retten den 15. august, og i mellemtiden vil vi så gøre alt, hvad vi kan for at få anklageren til at indse, at han ikke har grundlag for at køre denne sag, siger hun.

Blandt andet vil forsvareren nu sætte en privatdetektiv til at finde den tidligere kollega, der har rejst anklagerne mod danskeren.

/ritzau/