Fængslet efter hardballpistol-skyderi

Et usædvanligt overfald på en nabo i Hanstholm har søndag ført til, at en 25-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Offeret blev blandt andet beskudt med en hardballpistol og blev ramt af 30 plastikkugler, oplyser politiet.

Desuden blev den 36-årige mand slået i ansigtet og i baghovedet, da naboen lørdag eftermiddag kom brasende ind hos ham efter at have sparket døren ind.

Politiet har sigtet den 25-årige for vold af særlig farlig karakter. Offeret har talrige gule og blå mærker efter den hårde medfart, oplyser politiets vagtchef.

Motivet skulle være nabostridigheder, og en dommer har søndag besluttet at frihedsberøve den 25-årige.

/ritzau/

Dagens Gossip