Færch sælger plastsucces for ukendt milliardbeløb

Den nordiske kapitalfond EQT køber den succesrige familieejede plastvirksomhed Færch Plast for et ukendt beløb, oplyser EQT i en pressemeddelelse.

Ifølge Børsen er der tale om et milliardbeløb.

Færch Plast er ledende inden for produktion af emballage til færdigretter og andre fødevarer i Storbritannien, Skandinavien og Benelux-landene.

- EQT har gennem en årrække fulgt Færch Plast, og vi er dybt imponerede over den kvalitet og det engagement, vi har set hos de medarbejdere, vi har mødt gennem processen, siger partner i EQT Morten Hummelmose i pressemeddelelsen.

Ifølge Børsen sker salget efter en proces, hvor en række kapitalfonde har stået i kø for at få fingre i den succesrige virksomhed, der har hovedsæde i Holstebro.

Færch Plast blev stiftet i 1969 og leverede et overskud før skat på 132 millioner kroner i seneste årsregnskab ud af en omsætning på godt en milliard kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip