Færdselsuheld: Bilist klemt fast

En mandlig bilist blev natten til fredag klemt fast i en bil i et færdselsuheld på Flagebakken på Thurø ved Svendborg. Det oplyser Fyns Politi.

»Vi får en anmeldelse klokken 03.43, om at en bil med to personer er væltet rundt,« siger vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

Bilen havde ramt et stengærde, hvorefter bilen væltede én gang rundt og landede på hjulene igen.

Passageren, en 23-årig mand, kom selv ud af køretøjet og søgte hjælp i en nærliggende ejendom.

Han havde ifølge politiet slået sin ene albue.

Tidligt fredag morgen blev der arbejdet på at få bilens fører klippet ud af bilen. Det var endnu ikke muligt at vurdere hans tilstand.

»Han er tilskadekommen, men han er vågen,« siger vagtchefen.

Dagens Gossip