Færdselsuheld: Kvinde med to børn overhalede civilbetjent med høj fart

En 35-årig kvinde kørte lørdag formiddag galt, da hun overhalede en civilbetjent på Sæbyvej ved Ilbro, syd for Hjørring. Betjenten kørte 80 km/t.

Kvinden overhalede angiveligt med høj fart. Hun mistede herredømmet over bilen og endte i en grøft, skriver nordjyske.dk.

Med sig i bilen havde hun to børn.

- Hun havde mistet herredømmet over bilen. Hendes to børn var heldigvis spændt fast i deres barnestole, og hun havde selv sele på, så de sad alle med hovedet nedad, fortæller vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi ifølge nordjyske.dk.

Politiet oplyser, at dækkene på begge forhjul på kvindens bil var nedslidte.

Under redningsarbejdet besluttede man at skære taget af bilen for ikke at gøre mere skade på kvinden og børnene.

Kvinden blev kørt på sygehuset og slap med skrammer. Børnene var helt uskadte.

Dagens Gossip

Dagens TV