Færge med turister er forlist ved Costa Rica

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

Mindst to er omkommet, efter at en katamaran med 100 turister om bord er forlist ud for Costa Rica torsdag. En redningsaktion er i gang, og omkring en snes af de ombordværende er reddet i sikkerhed indtil nu, siger talsmænd for redningstjenesten i Costa Rica til AFP.

- Mindst 18 er blevet reddet indtil nu, og redningsindsatsen fortsætter, siger direktøren for redningstjenesten, Hector Chavez, til Radio Monumental.

Skibet begyndte at synke, efter at det blev ramt af en meget stor bølge, siger landets minister for offentlighedens sikkerhed, Maria Fulmen.

- Fem både er blevet sendt til området med alt, hvad de har brug for til redningsindsatsen, lige som to helikoptere er udsendt for at bringe de ombordværende i sikkerhed, siger Fulmen.

Katamaranen kom fra Los Suenos på Stillehavskysten og var på vej til øen Tortuga Island, da bølgen ramte.

Costa Rica har været ramt af kraftige storme, som har skabt enorme bølger, som har skyllet træer væk på landets kyster.

/ritzau/AFP