Færgepersonale slukkede selv branden på Stena Nautica

En brand på den svenske passagerfærge Stena Nautica, som tidligt torsdag var på vej fra Grenaa til Varberg på Sveriges vestkyst, har ikke forårsaget nogen personskader.

Branden blev bragt under kontrol af besætningen om bord, oplyser søredningstjenesten i Göteborg.

- Branden opstod i en lastvogn på et af bildækkene. Personalet fik hurtigt forebygget, at branden bredte sig, og ilden blev hurtigt bragt under kontrol, siger en talskvinde for søredningstjenesten.

Skibet var ude i Kattegat, da branden blev opdaget. Der blev sendt helikoptere og andre skibe mod stedet med henblik på en mulig evakuering af de 77 passagerer og 40 besætningsmedlemmer.

Den svenske søredningstjeneste blev alarmeret om branden klokken 04.55, hvor færgen befandt sig cirka 10 sømil fra Varberg i Halland.

Søværnets Operative Kommando (SOK) siger til Ritzau, at de har assisteret deres svenske kolleger, men ønsker derudover ikke at udtale sig om sagen.

Stena Nautica kunne af egen drift fortsætte til Varberg, hvor færgen nu er i havn.

Stena Line besluttede at aflyse to følgende afgange for skibet - den klokken 8:50 fra Varberg og eftermiddagens retur fra Grenaa.

- Fartøjet er inspiceret, og der er ikke fundet nogen skader, siger en talsmand for selskabet.

Der er dog sod og røgskader på det lastvognsdæk, hvor den brændende bil stod.

Sikkerhedsrutinerne om bord synes at have virket planmæssigt, siger Joakim Kenndal, talsmand for Stena Line, til nyhedsbureauet TT om de tilbagemeldinger, som der er kommet fra folk om bord.

- Da alarmen lød, gik alle til et samlingspunkt på skibet. Her blev alle talt, så man ved, at ingen mangler, siger Kenndal.

På Stena Nautica er der kahytter, så passagererne kan sove om bord.

- Der er ordentlig teknisk udrustning om bord til at bekæmpe brande, og personalet er godt trænet, da vi holder regelmæssige brandøvelser, siger Kenndal.

/ritzau/TT

 

Dagens Gossip