Færgeproblemer driller trafikken til og fra Folkemødet

Mange deltagere ved Folkemødet på Bornholm bliver berørt af de motorproblemer, som har ramt hurtigfærgen Leonora Christina.

Den kan kun sejle på halv kraft, og derfor forlænges overfartstiden med en time og 50 minutter.

Det går ud blandt andet ud over togpassagererne, fordi togenes køreplaner ikke bare kan tilpasses færgens ændrede sejlplan.

- Vi er afhængige af at kunne køre på de svenske skinner, og det har ikke kunnet lade sig gøre at køre på de tidspunkter, hvor vi gerne ville, siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

Derfor har DSB indsat togbusser på strækningen mellem København og Rønne, og Tony Bispeskov opfordrer alle togrejsende folkemødedeltagere at tjekke rejseplanen.dk eller DSB's hjemmeside for at blive klogere på de nye rejsetider.

- Det betyder for langt det fleste, at de kommer senere af sted, men også at de ankommer senere til Bornholm, ikke mindst fordi færgen er længere om at sejle strækningen, siger han.

Tony Bispeskov fortæller, at det fortsat er muligt at købe billet og få plads på togbussen og færgen, hvis man i sidste øjeblik beslutter sig for at ville opleve folkemødestemningen i Allinge.

- Vi er ved at nå det punkt, hvor vi lukker for sluserne. Nogle afgange er meget tæt på at være udsolgt, men det kan stadig lade sig gøre at komme til Folkemødet, siger informationschefen.

Folkemødet på Bornholm åbner torsdag og slutter igen søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip