Færing blev anholdt for hjemmerøveri - hurtigt indså politiet, at han havde langt større ambitoner

Skrevet af admin

25/09/2015

Mest læste i dag

En færøsk mand havde tilsyneladende temmelig store ambitioner, da han tidligere på året gik med overvejelser om at begå et hjemmerøveri.

På mandens computer og eksterne harddisk har politiets efterforskere fundet flere lister og oplysninger om landets rigeste mennesker, sagde anklager Camilla Godfrey fredag i Retten i Lyngby.

Her er den 36-årige færing tiltalt for et hjemmerøveri hos Danmarks tredjerigeste menneske, Coloplast-ejer Niels Peter Louis-Hansen.

Men dokumenterne på den tiltaltes computer kan altså indikere, at andre rigmænd også blev set som potentielle ofre.

Den spinkle færing nægter sig imidlertid skyldig i hjemmerøveriet og ønsker ikke at udtale sig om forholdene.

Af den grund får retten ikke hans forklaring på, hvorfor det var hans konto, Coloplast-ejeren 1. marts blev truet til at overføre 2,5 millioner kroner til.

Der kommer heller ikke svar på, hvorfor to breve, som hjemmerøveren overbragte til Louis-Hansen under røveriet, er fundet på den tiltaltes computer.

I retten fortalte to it-kyndige politifolk fredag, at flere af de kompromitterende dokumenter var blevet slettet, men at det var lykkedes politiet at genskabe dem.

Samtidig slog en it-konsulent fra Rigspolitiet fast, at der næppe var foretaget fjernstyring af den tiltaltes computer.

Ud over tiltalen om hjemmerøveri og dødstrusler mod Louis-Hansen er den 36-årige tiltalt for at have truet en politiassistent.

"Jeg stikker dig, og du får aids," skal han have råbt flere gange, da han sad med en adskilt kuglepen med blodig spids. Også her nægter han sig skyldig.

I april forsøgte han i øvrigt at flygte fra politiet. Men han blev indhentet og pågrebet.

Der ventes dom i sagen på mandag.

/ritzau/