Færøerne stemmer mindst en rød politiker i Folketinget

Skrevet af admin

19/06/2015

Mest læste i dag

Helle Thorning-Schmidt (S) og resten af rød blok kan notere sig, at mindst et de to færøske mandater vil pege på hende som statsminister.

Det står klart, efter at stemmerne på Færøerne er blevet talt op i forbindelse med torsdagens valg. Det redder dog ikke Thorning fra at måtte overgive regeringsmagten til Lars Løkke Rasmussen (V).

De færøske vælgere har stemt Det Socialdemokratiske Parti, på færøsk Javnaðarflokkurin, ind Folketinget.

Derudover kommer Republikanerne, Tjóðveldisflokkurin, en smule overraskende ind foran det liberale Sambandspartiet, Sambandsflokkurin.

Det står dog ikke entydigt klart, hvorvidt Republikanerne vil pege på blå eller rød blok. Det fortæller samfundsforsker Jogvan Mørkøre.

Republikanerne har tidligere været i Folketinget, men røg ud ved sidste valg og har traditionelt set ikke været tilhænger af hverken rød eller blå blok.

- Da partiet var inde sidst, lavede de deres egen nordatlantiske gruppe sammen med de to grønlandske medlemmer, som så holdt sig uden for blokkene, siger Jogvan Mørkøre.

- Det ser vi nok næppe gentaget, men de vil pege på den statsminister, som vil give indrømmelser på selvstyreområdet og helt konkret give Færøerne lov til at lave deres egen grundlov, siger han.

Uanset om Republikanerne skulle ende med at pege på Thorning, får det kun kosmetisk betydning, da blå blok vinder valget uden hjælp fra de fra nordatlantiske mandater.

Republikanerne bliver med et spinkelt forspring det færøske valgs vinder med 24,5 procent af stemmerne, mens Det Socialdemokratiske Parti følger i hælene med 24,3 procent af de færøske krydser.

Lige efter følger Sambandspartiet, der dog med kun 23,5 procent af stemmerne må afgive pladsen i det danske folketing.

Det bliver Republikanernes formand, Høgni Hoydal, og Sjúrður Skaale fra Det Socialdemokratiske Parti, som skal sidde i Folketinget de næste fire år.

Sjúrður Skaale har siddet i Folketinget den seneste valgperiode.

/ritzau/