Færøerne stemmer om homoseksuelle vielser

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Selv om det i Danmark har været muligt for to af samme køn at blive borgerligt gift siden 1989, er det på Færøerne stadig ikke muligt. Det kan et nyt forslag, der onsdag er til andenbehandling, dog ændre på.

Forslaget vil gøre det lovligt for to af samme køn at gifte sig. Det er dog et spørgsmål, der splitter færingerne, forklarer Gestur Hovgaard, der er lektor i samfundsvidenskab på Færøernes Universitet.

- Religion spiller en meget større rolle på Færøerne end i Danmark, og det er typiske religiøse argumenter, man bruger, hvis man er imod homoseksuelle ægteskaber.

- Der har dog været en lang proces gennem mange år. Man har fået en LGBT-bevægelse på Færøerne, som har formået at få det bragt på dagsordenen, siger han.

I 2014 blev der ligeledes stemt om homoseksuelles ret til at blive gift, hvor der blev stemt nej. Ved behandlingen onsdag er det stadig religionens store rolle, der skaber tvivl hos politikerne.

- Der er opstået en konflikt, om det betyder, at man også kan blive gift i kirken. Det går forslaget ikke ud på, men de, der er imod, er bekymrede for, om der automatisk vil komme vielser i kirken.

- På et tidspunkt havde man derfor et forslag, hvor det stod i udkastet, at man ikke måtte vie i kirken, men det blev taget ud igen af hensyn til kirken, siger Gestur Hovgaard.

Internt i partierne er der ikke enighed, og der er stadig tvivlere. Men overordnet er regeringens partier det liberale Fremskridt, Republikanerne og Socialdemokraterne for, mens oppositionspartierne hovedsageligt er imod. Derfor er det stadig usikkert om forslaget går igennem.

- Der er lidt tvivl, om alle medlemmer af regeringspartierne vil stemme for. Der er nogle som måske personligt er for, men følger partilinjen. Jeg har dog et lille gæt om, at det bliver stemt igennem, siger han.

Hvis forslaget går igennem andenbehandlingen, går det videre til tredjebehandling, og såfremt det bliver vedtaget, vil de første homoseksuelle par på Færøerne kunne sige "ja" til hinanden fra 1. juli i år.

/ritzau/