Færøsk politiker frygter konsekvens af EU-sanktion

»Det har store konsekvenser, at Færøerne mister adgangen til et marked med 500 millioner mennesker. Det vil betyde færre arbejdspladser, dårligere rigsfællesskab og spændinger mellem EU og Nordatlanten, og det vil tage meget lang tid, før markedet atter er genopbygget,« siger Joensen.

EU-sanktionerne blev vedtaget i slutningen af juli, fordi Færøerne gik imod EU og mere end tredoblede sine sildekvoter fra fem til 17 procent. Sanktionerne betyder, at Færøerne ikke må eksportere sild og makrel til EU-lande. Samtidig må de færøske skibe ikke lægge til i EU-landenes havne.

Fødevareminister Karen Hækkerup (S) kalder sagen »ulykkelig« og fortæller til politiken.dk, at Danmark har presset på for en løsning og i den forbindelse fremrykket et møde fra slutningen af oktober til 2. september, hvor Norge, Rusland, Island, Færøerne og EU skal fordele makrelkvoterne for næste år.

Håbet er, at man på mødet kan finde en løsning, der kan ophæve sanktionerne, lyder det fra ministeren.

»I bedste fald, men det er et spinkelt håb. Vi ved det ikke, for meldingerne fra Færøerne er, at de står lige så stejlt s om EU gør, og hvis der skal findes en løsning kræver det, at begge parter er villige til at strække sig mod hinanden«, siger Karen Hækkerup til politiken.dk.

Hos Venstre har man også stor forståelse for den færøske frustration og kalder konflikten for en sag med flere tabere.

»De færøske fiskere føler sig forurettede på grund af EUs regler, mens de danske fiskere føler sig forurettede, fordi de overholder EUs regler, så det er en sag, som har flere tabere,« siger fiskeriordfører Thomas Danielsen (V) til Berlingske Nyhedsbureau.

Han mener ikke, at den danske regering har gjort nok for at presse Færøerne og EU til forhandlingsbordet og henviser til, at parterne skal tale deres sag ud fra samme udgangspunkt.

»EU har sine videnskabelige undersøgelser, mens Færøerne henviser til nogle andre undersøgelser, der viser, at der er flere sild i havet omkring Færøerne. Derfor er det regeringens opgave at sikre, at det biologiske grundlag, man taler ud fra, er det samme, og der synes jeg, at regeringen har været alt for passiv,« siger Thomas Danielsen.

Dagens Gossip