Færøsk regering får igen flertal trods protest-exit

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

For under en uge siden fik Færøerne et nyt landsstyre, og siden er tilslutningen til den nye regering bølget frem og tilbage.

Nu skifter den færøske politiker Annika Olsen parti, efter at hun tidligere forlod oppositionspartiet Fólkeflokken. Hun træder ind i Framsókn, Fremskridt, som sidder i regering.

Det betyder, at det nye landsstyre på ny får absolut flertal, selv om regeringen for få dage siden måtte sige farvel til Sonja Jógvansdóttir, der forlod Javnaðarflokkin, Socialdemokraterne, med den begrundelse, at partiet blokerede for vielse mellem homoseksuelle.

Trods en lovende position forlod hun det nye landsstyre på første arbejdsdag.

Annika Olsen får en af de tunge udvalgsposter, idet hun bliver forkvinde for finansudvalget, skriver den færøske nyhedsportal in.fo.

Sonja Jógvansdóttir støtter fortsat landsstyret, og dermed er der 18, som peger på lagmand Aksel V. Johannesen, Socialdemokraternes formand, som regeringschef.

Jógvansdóttir fik et yderst flot valgresultat og er den første åbent homoseksuelle folkevalgte på Færøerne.

Men hun valgte at forlade Javnaðarflokkin, da hun mente, der var en homofobisk holdning.

- Jeg kan ikke være medlem af et parti, hvor der er en homofobisk holdning hos nogle få, som bestemmer, når det drejer sig om mindretalsrettigheder, skrev hun i en opdatering på Facebook.

Dermed er der en overvægt af kvinder i landsstyret, hvor der sidder 13 foruden Jógvansdóttir, der som løsgænger peger på regeringen.

På Færøerne er spørgsmålet om homoseksualitet et følsomt emne, som var genstand for stor debat under valget.

/ritzau/