Færre bliver forsørget af det offentlige

Der bliver færre i Danmark i alderen 16-64 år, der får penge fra staten til at betale for de månedlige udgifter.

Antallet af offentligt forsørgede lå i første kvartal i år på 839.700 personer. Og det er et fald på 19.200 personer siden første kvartal 2012.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Siden første kvartal 2010 er antallet af personer på offentlig forsørgelse faldet med 43.900. Ser man på årene forud, steg antallet dog. Fra første kvartal 2008 til første kvartal 2010 var der tale om en samlet stigning på 98.000.

Ser man på, hvem der får penge fra staten, er der især en stigning i antallet af ledige. I første kvartal var der 133.100 nettoledige personer, svarende til en stigning på 8700, siden første kvartal 2012.

Og det er især ledige kontanthjælpsmodtagere, der er blevet flere af. De er steget med 6600 eller 33 procent siden første kvartal 2012.

Dagpengereformen blev indført 1. januar i år. Og her blev perioden for muligheden for at få dagpenge halveret fra fire til to år. Og når man ryger ud over dagpengekanten, er det kontanthjælp, man kan få i stedet.

/ritzau/

Dagens Gossip