Færre boliger til salg vidner om mere gang i boligkøb

Der er færre huse og lejligheder til salg i dag end for et år siden. Samlet er der blevet 3300 færre ejerboliger at vælge mellem på et år, viser tal fra Realkreditrådet.

- Der er faktisk sat flere nye boliger til salg i 2014 end i 2013. Men der er samtidig fjernet endnu flere boliger fra ejendomsmæglernes hylder, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Mads Ellegaard, der er relationschef hos ejendomsmæglerkæden Home, siger, at det er fremgang i salget, som er den væsentligste forklaring på, at udbuddet er på vej ned.

- Kort sagt, så sælges boligerne hurtigere, end nye boliger kommer på markedet, siger han om tallene.

- Flere boligejere har sat til salg hos os, men salget er steget endnu mere, så vi har solgt ud af vores "lager". Det betyder, at der er en stigende andel af boligejere, som har haft til salg lidt længere tid, som har fået solgt, siger Mads Ellegaard.

Det er især antallet af ejerlejligheder med et til-salg-skilt i vinduet, der er blevet færre af. På landsplan er antallet faldet med 7,6 procent.

- Det store fald understøtter det billede, vi har, af et ejerlejlighedsmarked med ganske pæn aktivitet. Det faldende udbud af ejerlejligheder viser sig også i prissætningen, siger Sofie Heerup Friis, økonom hos BRFkredit.

Udbudsstatistikken viser, at udbudspriserne, som er de priser, ejendomsmæglerne forventer at kunne sælge boligerne til, set over de sidste 12 måneder er steget med 8,1 procent.

- Fortsætter antallet af lejligheder til salg med at falde, vil det medvirke til at holde priserne oppe på ejerlejlighederne, siger hun i en kommentar til tallene.

Ane Arnth Jensen fra Realkreditrådet siger, at man skal tilbage til 2008 for at finde et år med flere boliger, der ikke længere er til salg, end i 2014. Regnestykket ender med, at der står færre ejerboliger til salg end for et år siden, siger direktøren.

Ved indgangen til 2015 var der 56.096 ejerboliger til salg. Udbuddet fordeler sig på 38.474 parcel- og rækkehuse, 6487 ejerlejligheder og 11.135 fritidshuse.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV