Færre danskere monterer vinterdæk

Færre og færre danskere monterer vinterdæk på deres biler. I en rundspørge blandt 883 danske bilejere svarer 83 procent, at de enten allerede har skiftet eller planlægger at skifte til vinterdæk i år. Det er et fald i forhold til sidste år, hvor 85 procent svarede, at de havde planer om at skifte dæk.

Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Men ikke alle ender med at sikre bilen med vinterdæk, til trods for gode hensigter. For blandt de 85 procent, der planlagde at skifte dækkene ud sidste vinter, var det kun 79 procent, der endte med at gøre det. Og i vinterhalvåret 2011/12 skiftede 84 % af bilejerne til vinterdæk.

Det kan derfor se ud som, at det er færre danskere, der faktisk monterer vinterdæk.

- Jeg håber ikke, at dette ender med at blive en tendens, der bider sig fast. For vinterdæk giver et markant bedre vejgreb og reducerer bremselængden i glat føre. Det er netop disse fordele, der kan forhindre nogle af de ulykker, vi ser om vinteren, når der ligger sne og is på vejene. Undersøgelser dokumenterer nemlig, at sikkerheden bliver bedre, når man kører med vinterdæk i de kolde måneder, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Flertal mener, at vinterdæk bør være lovpligtige

67 procent af danskerne mener desuden, at det bør være lovpligtigt at køre med vinterdæk i vintermånederne, som det eksempelvis er i Sverige, Norge og Tyskland.

Kun hver sjette dansker mener ikke, at det skal være lovpligtigt.

Husk at tjekke dækmønsteret

Når vinterdæk fungerer optimalt, forbedres bilens vejgreb og bremselængde på glatte veje. Men ikke alle vinterdæk er gode nok, og det er vigtigt at tjekke, om dækkene fra sidste år stadig er i orden.

Vinterdæk skal ifølge loven have en mønsterdybde på minimum 1,6 millimeter. Det anbefales, at man udskifter vinterdækkene allerede, når mønsteret er nede på 4 millimeter. På den måde er man på den sikre side, og vejgrebet vil være optimalt i sne og is.

Dagens Gossip

Dagens TV