Færre end ti danskere savnet i Nice

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Det er stadig "færre end ti danskere", der savnes i Nice efter angrebet i den franske ferieby, hvor mindst 84 mennesker har mistet livet.

Det oplyser kontorchef ved Udenrigsministeriets Borgerservice Søren Vøhtz.

Han fortæller, at antallet af savnede går op og ned. Borgerservice får nemlig løbende sorteret folk fra listen, når de får kontakt med dem. Løbende får de dog også tilføjet folk på listen, fordi pårørende ringer ind og er bekymret.

Angrebet skete torsdag aften, hvor en 31-årig fransk-tunesisk mand kørte en lastbil ind i en stor folkemængde, der var samlet på havnepromenaden i Nice for at se fyrværkeri i forbindelse med Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.

Ud over de 84, der har mistet livet, er 202 mennesker er såret. Af dem er 52 alvorligt såret.

Kontorchefen fortæller, at de arbejder ud fra to lister i deres arbejde med at få kontakt til de savnede danskere.

- De personer, som har skrevet sig på danskerlisten, og som vi ved er i området, forsøger vi at opnå kontakt til.

- Ud over danskerlisten har vi pårørende, der ringer ind – det kan være venner eller familie – og siger, at de er bekymret. En slags bekymringsliste, fortæller Søren Vøhtz.

Borgerservice forsøger løbende at ringe til de savnede danskere, kigge efter aktivitet på eksempelvis deres Facebook, kontakte dem via sociale medier, eller se om andre, som de danske myndigheder er i kontakt med i byen, skulle have stødt på de savnede.

- Det er udgangspunktet. Det næste er kontakt til de franske myndigheder.

- Nu har vi yderligere gjort det, at vi sender en medarbejder afsted, der også vil bistå med at få klarlagt den sidste del af listen, siger Søren Vøhtz og fortæller, at medarbejderen vil ankomme til Nice i aften.

Borgerservice har oplyst til TV2, at listen over savnede danskere i Nice ikke på noget tidspunkt har været over ti.

En dansk kvinde og hendes tre børn, der tidligere har været efterlyst på sociale medier, er blevet fundet. De er uskadte, og det viste sig, at kvinden og børnene ikke befandt sig i Nice.

/ritzau/