Færre flygtninge når Norge efter svensk grænsekontrol

Skrevet af admin

30/11/2015

Mest læste i dag

Strengere grænsekontrol i Sverige har ført til et stort fald i antallet af nytilkomne, som søger asyl i Norge, lyder det mandag fra Utlendingsdirektoratet, UDI.

I sidste uge indførte Norge strengere kontrol i kølvandet på Sverige, hvor der har været grænsekontrol i mere end to uger.

Det sker i et forsøg på at dæmme op for antallet af flygtninge og migranter, som kommer til Norge.

I sidste uge modtog Norge - med en befolkning på omkring fem millioner - 968 asylansøgere.

Antallet af syrere, som kom til Norge, er faldet fra 699 til 270. For afghanere er det faldet til 256 mod 606 ugen før. Fra Irak kom 106, mens der fra Iran kom 102.

Det er et fald på 54 procent set i forhold til ugen før, oplyser UDI, der er den norske udlændingestyrelse.

- Vi antager, at hovedårsagen til faldet er todelt.

- Der kommer færre over Storskog, men den tydeligste årsag er, at der kommer færre igennem Sverige til Norge. Vi antager, at det er grænsekontrollen, som Sverige har indført, som er årsagen til det, siger UDI-direktør Frode Forfang.

Storskog i Kirkenes er en grænsekontrol i den nordlige del af landet, hvor den eneste norske grænseovergang til Rusland ligger.

Norge forventer 35.000 asylansøgere i år, hvilket er tre gange så mange som antallet året før.

I Sverige forventer myndighederne op mod 190.000 asylansøgere i år.

3646 personer søgte asyl i Danmark i oktober, og det er det højeste tal for en enkelt måned i mindst fire et halvt år.

Det samlede antal for 2015 er i Danmark indtil videre 13.425. Sidste år søgte 14.492 asyl i Danmark.

/ritzau/NTB